SF Frederiksbergs visioner 2010-2013

Visioner for SF Frederiksberg 2010-2013

Konkrete politiske mål

Dette papir er det første af en løbende proces med at udarbejde konkrete politiske forslag for SF’s arbejde i Frederiksberg kommunes kommunalbestyrelse.

Der er fokuseret på:

  • Børnepolitik
  • Klima, Energi og Trafikpolitik
  • Skolepolitik
  • Indsatsen for socialt udsatte

25.05.09

SF Frederiksbergs børnepolitik

Vores børn er samfundets råstof og skal derfor gives de bedste udviklingsmuligheder. Sørger vi for det, har vi banet vejen til et godt voksenliv. Samtidig er det vigtigt, at børn kan nyde barndommen som en tid, der har sin helt egen værdi lige nu og her. Den tid kommer aldrig tilbage, og det er vigtigt, at der værnes om den. Samtidig må institutionerne ses som et mødested på tværs af etnicitet og samfundslag, et samvær, som både børn, forældre og pædagoger kan deltage i og udvikle positivt.

Børnepasning er ikke opbevaring, men en mulighed for at give børn en sjov, udfordrende og tryg dagligdag. Hvert enkelt barn er unikt og skal respekteres og stimuleres for at kunne udvikle sig til et selvstændigt individ med forståelse for venskab og fællesskaber, der rummer alle børn

For SF Frederiksberg er det vigtigt at børn gives mulighed for at udvikle kreativitet, at de lærer om sund levevis gennem sund kost og masser af frisk luft og motion. Sunde og nysgerrige børn er glade børn.

I SF mener vi, at kvaliteten af børnepasningen altid skal være et politisk fokus. Andet kan vi simpelthen ikke være bekendt – hverken over for vores børn eller over for samfundet. Det gode og vellykkede skal udbredes, mens mangler og problemer skal belyses for at blive imødegået af konstruktive løsninger

Børnene

SF Frederiksberg vil arbejde for, at:

  • daginstitutionskapaciteten fortsat udvides, så vi undgår overbelægning og brud på pasningsgarantien. Der skal være færre børn pr. voksen sådan, at der maksimalt er fire børn for hver voksen i vuggestuerne og maksimalt seks børn for hver voksen i børnehaverne.
  • overgangen fra vuggestue til børnehave skal så snart det er muligt rykkes tilbage til 3 år.
  • lukkedagene skal afskaffes indenfor de næste 4 år.
  • der sættes større fokus på muligheder for mere plads og bedre omgivelser i daginstitutionerne, både indendørs og udendørs.
  • alle daginstitutioner får de fornødne køkkenfaciliteter, så maden kan tilberedes i institutionerne.
  • institutionerne undersøger mulighederne for, at give børnene mere motion gennem fx boldleg og gymnastik.
  • daginstitutioner bidrager aktivt til integrationen, og at der reserveres sprogpladser til tosprogede børn på institutioner med mange etnisk danske børn.
  • alle kommunens daginstitutioner underkastes et fornyet sikkerhedscheck.
  • der sættes ind for, at begrænse sygdom blandt både børn og ansatte i institutionerne.
  • der etableres kommunalt finansierede bedsteforældre-ordninger, hvor efterlønnere/pensionister med humøret i behold kan melde sig som børnepassere.
  • udvalgte daginstitutioner får åbningstider der sikrer, at den enlige far eller mor kan passe et arbejde på fleksibel vis.

Pædagogernes gode arbejdsvilkår er en nødvendighed for, at børnene kan få en tryg dagligdag. Arbejdsmiljøet skal prioriteres højt, så pædagogerne får de bedste muligheder for at skabe gode rammer for børnenes læring og udvikle et stimulerende læringsmiljø. Overbelastede pædagoger i et støjinferno har ikke reel mulighed for at sikre et godt institutionsliv for børnene, og alle påvirkes af et dårligt indeklima. Kvalitet for de voksne giver tid og ressourcer til børnene.

Personalet

SF Frederiksberg vil arbejde for, at:

  • kommunen bliver bedre til, at rekruttere og fastholde mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere.
  • der sættes fokus på, at børnene kan udvikle deres køn på egne præmisser, og ikke ud fra eksisterende normer og forståelser af kønsroller.
  • at pædagogernes ret til at efteruddanne sig, og gå fra deltid til fuldtidsansættelse imødekommes af tilførsel af de nødvendige ressourcer.
  • de kommunalt regulerede dokumentationskrav til pædagogerne nedsættes – og at der i stedet sættes større fokus på kompetenceudvikling for pædagogerne i kommunen
  • indsatsen over for de mest udsatte børn sker tidligere og forbedres, så for eksempel børn, der på den ene eller anden måde udsættes for overgreb, ikke lades i stikken.

Klima, Energi og Trafikpolitik på Frederiksberg

SF Frederiksberg vil arbejde for

  • At blive landets bedste klimakommune, med 4% CO2 reduktion årligt.
  • At det skal kunne betale sig at tage bussen og være trygt at cykle.
  • At den eksisterende boligmasse på Frederiksberg bliver energirenoveret og man arbejder målrettet for at nå energiklasse 1 og 2 krav.

1. Kommunens klimapolitik: Hæve den nuværende målsætning om CO2 reduktion fra 2 til 4% om året.

De første tiltag:

  • Frederiksberg skal være landets bedste klimakommune.
  • Frederiksberg skal genansøge Klima- og Energiministeriet om at blive udnævnt til Energiby.
  • Miljøledelse i kommunens institutioner: Kommunale forvaltninger arbejder med at spare energi, sortere affald, mindske forurening generelt.
  • Energirenoveringer og solvarmeanlæg på kommunale bygninger.
  • Hele kommunens bilpark omstilles til eldrevne køretøjer.

2. Trafikområdet: Begrænse skadevirkningen fra transport.

Reducere forureningen ved:

  • Bompenge/trængselsafgifter i samarbejde med Københavns Kommune.
  • Elbiler afgiftsfritages og gratis parkering for el-biler.

Fremme cyklismen ved:

  • Etablering af de sidste manglende cykelstier på de overordnede veje.
  • En cykel- og gangbro over metroen (mellem Eversvej og Emil Chr. Hansens vej).
  • Tillade at cyklister kører mod færdselsretningen på de ensrettede gader.
  • Oprettelse af flere grønne stier.
  • Sikre at alle børn på Frederiksberg kan cykle sikkert i skole og til idrætsanlæg.

Forbedre trafiksikkerheden ved:

  • En hastighedsbegrænsning på maximum 40 km i timen på alle Frederiksbergs veje.
  • Gåbusordning som pilotprojekt.
  • Yderligere tiltag til nedsættelse af hastigheden på mindre veje – bl.a. indsnævring af kørebanen, lukning af sideveje på midten og fjernelse af ensrettede gader.

3. Boligområdet: Begrænse CO2 udslippet fra boligsektoren.

De første tiltag skal være:

  • Etablering af – Miljøpunkt Frederiksberg hvor borgerne på Frederiksberg i lighed med København kan søge information om, hvordan de energirenoverer, sorterer affald og finder energibesparelser i deres private husholdninger.
  • Kommunalt tilskud til energirenovering.

SF Frederiksbergs skolepolitik

SF Frederiksberg vil skabe en skole, hvor ethvert barn tidligt oplever glæden ved det univers, der åbner sig, når man kan læse selv. En skole, hvor alle børn lærer de basale færdigheder. Det primære mål for skolepolitikken er at lære børnene at læse og skrive. SF Frederiksberg ønsker en lokalt funderet folkeskole.Vejen til læring er forskellig fra barn til barn – ligesom test og elevplaner ikke lærer vores børn at regne og skrive.

Folkeskolen skal afbureaukratiseres
Der skal arbejdes på en evalueringskultur, der bygger på mere end dokumentation.
En kultur, der arbejder på at bidrage til forbedring og fortsat udvikling af undervisningen i alle fag, samt danne grundlag for at elever og lærere kan sætte ind med forskellige tiltag for at videreudvikle stærke sider og kompensere for mindre stærke sider ved undervisning.

Gratis skolemad og mere motion
Adskillige undersøgelser peger på, at sund kost og motion spiller en vigtig rolle for børns trivsel.Evne til indlæring, motorisk udvikling, sundhed etc. påvirkes afgørende af den kost og motion barnet får. Samtidigt er fedme et hastigt voksende problem – ikke mindst blandt børn.

Derfor skal den eksisterende brugerbetalte ordning i skolerne på Frederiksberg være billigere. Den langsigtede målsætning er en gratis skolemadsordning til alle børn samt minimum en times motion på alle skoletrin.

Skolerne skal have de nødvendige faciliteter og ressourcer til at skolernes udearealer understøtter intentionerne bag bedre kost og mere motion på skolerne.

Samarbejde
Samarbejdet med forældrene skal vægtes højt.

Skolen skal afspejle lokalsamfundets multietniske præg. Det betyder, at skolerne, både i deres hverdag og i samarbejde med forældrene, tager hensyn til de forskellige kulturer og holdninger, som elever og forældre har.

Der skal være en løbende, formaliseret dialog mellem de lokale politikere, skolebestyrelser og lærere om folkeskolens centrale opgaver dialog.

Indsatsen for socialt udsatte

Generelt
SF Frederiksberg tager ansvaret for særligt udsatte grupper alvorligt.
SF ser det sociale område som en sammensat størrelse, hvori indgår en lang række beslægtede politik-områder. SF Frederiksberg har nogle grundlæggende og tværgående synspunkter, der gør sig gældende på alle disse områder:

  • Vi arbejder helhedsorienteret uden unødvendige skel mellem områderne.
  • Vi arbejder for størst mulig brugerindflydelse.
  • Vi arbejder for afbureaukratisering.
  • De offentlige midler skal bruges målrettet.
  • Vi skal have mere kvalitet for de samme skattekroner.

Integration

Næsten halvdelen af de ringest stillede kontanthjælpsmodtagere i kommunen er af anden etnisk herkomst – selv om kun ca. 9 pct. af kommunens befolkning kommer fra ikke vestlige lande.SF’s vision er et mangfoldigt Frederiksberg, præget af åbenhed, demokrati og dialog.

Derfor vil vi arbejde for:

  • At personer med anden etnisk baggrund, der er vanskeligt stillede pga. kulturelle og/eller sproglige problemer, kan hjælpes
  • At processen med projekt ”Dialog og deltagelse” til stadighed evalueres og videre udvikles – dvs. nye jobskabende initiativer såsom jobbusser, mentorordninger.

Arbejdsmarkedet

SF Frederiksberg ønsker en kommune, hvor alle ledige skal have mulighed for et værdigt liv, også selvom de ikke kan arbejde. De, der har psyke og fysik til at komme i fleks- eller skånejob, skal gives reel mulighed herfor og ikke bare henvises til selv at finde et.

SF Frederiksberg vil derfor arbejde for:

  • At mennesker, der står uden arbejde hurtigst muligt kommer i arbejde eller uddannelse
  • At kommunen er opsøgende og samarbejder på tværs af kommunegrænser for at finde stillinger til ledige akademikere
  • At beskæftigelsesindsatsen for mennesker med andre problemer end ledighed kombineres med f.eks. behandling, sprogundervisning, mentorordninger eller praktikophold.
  • At syge og nedslidte får en fair og hurtig behandling af ansøgning om pension.
  • At kommunen satser på en forebyggende indsats i bekæmpelsen af stress og dårligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø for egne ansatte
  • At kommunen i samarbejde med relevante fora, f.eks. faglige organisationer, udvikler strategier, der på sigt sikrer kommunens egne ansatte et trygt og sundt arbejdsmiljø

Ældre

SF ønsker en værdig omsorg til ældre. En del ældre i eget hjem er for syge eller svækkede til at komme ud. Disse ældre har et særligt behov for kontakt og samtale med andre.

SF Frederiksberg vil arbejde for:

  • At behov for pleje i hjemmet omdefineres til også at omfatte behovet for personlig kontakt
  • At der afsættes mere tid til omsorg
  • At aflysning af hjemmebesøg ikke finder sted uden forudgående telefonisk besked til den ældre og ikke uden tilbud om erstatningsbesøg
  • At den mad, de ældre tilbydes, er sund, velsmagende og billig
  • At der sættes større fokus på lødig kost til undervægtige ældre
  • At den opsøgende indsats over for ældre med psykiske problemer øges
  • At der ydes en særlig indsats for ældre borgere med anden etnisk baggrund
  • At aktivitetstilbudene i klubber og væresteder, som tilgodeser ældre raske og psykisk syge, til stadighed udvikles i samarbejde med brugerne
  • At der tilbydes 2 forebyggende hjemmebesøg årligt til alle over 70 år
  • At stopure og minuttyranni for de ansatte i ældreplejen afskaffes, til glæde for både ansatte og de ældre

Udsatte børnefamilier

Ca. 1 pct. af danske børnefamilier bliver berørt af servicelovens bestemmelser om anbringelse uden for hjemmet. På Frederiksberg og i andre storbykommuner ligger tallet noget højere. Der er ca. 200 frederiksbergbørn, der er anbragt uden for hjemmet.

SF Frederiksberg vil arbejde for:

  • At der i hver eneste sag foretages en individuel vurdering
  • At barnets behov altid har 1. prioritet
  • At forældrene mødes med respekt og støtte og tilbud om hjælp, også hvis barnet anbringes uden for hjemmet
  • At økonomiske overvejelser aldrig står i vejen, hverken for anbringelse uden for hjemmet eller for tilbud om støtteforanstaltninger i hjemmet

Unge

Frederiksberg skal være en kommune med et bredt udbud af relevante tilbud til unge.

SF Frederiksberg vil derfor arbejde for:

  • At der etableres væresteder, hvor der er plads og mulighed for forskellige aktiviteter
  • At etableringen sker i samarbejde med de unge selv og til stadighed udvikles
  • At der til værestederne tilknyttes pædagogisk personale

Socialt udsatte og psykisk syge

Ca. 1300 mennesker benytter årligt det psykiatriske sygehusvæsen i Frederiksberg Kommune. Disse mennesker skal have relevante tilbud og behandling. Frederiksberg skal være en kommune, der handler forebyggende, så socialt udsatte, misbrugere og psykisk syge ikke isoleres fra det omgivende samfund.

Derfor vil SF Frederiksberg arbejde for:

  • At sindslidende tilbydes hjælp og støtte til at etablere sig og indgå i samfundslivet
  • At etablerede væresteder kan holde weekendåbent
  • At der gennem hele den sociale indsats for disse mennesker sættes fokus på at styrke selvværd og menneskelige ressourcer
  • At mennesker, som gennem længere tid har stået uden for arbejdsmarkedet på grund af en psykisk lidelse skal have tilbud om aktivering

Ingen lignende indlæg fundet.

Om Anne-Mette Wehmüller

Uddannet Cand.mag. i Europastudier. Civilt projektleder og forfatter til undervisningsmaterialer i miljøorganisationen, Det Økologiske Råd og har siden 2005 været aktiv kommunalpolitiker og medlem af SF’s hovedbestyrelse og med til at lægge strategier for et SF i vækst og forandring lokalt og landspolitisk.
Dette indlæg blev udgivet i visioner og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>