Trist sparebudget med små solstrejf
Det har været et hårdt år for kommunen.
SF lagde i foråret ryg til drastiske besparelser på centrale velfærdsområder, så som børne- og skoleområdet.
Det har også været et trist år for kommunen.
Det er fyringssæson i det offentlige.
Når pengene er små (og det har de bestemt været på Frederiksberg) bliver der kigget over skulderne efter syndebukke. Rundt omkring i landets kommuner har der været mange afskedigelser i det seneste år. Tal fra DJØF bekræfter tendensen: I første halvår af 2010 var der 69 fyringssager med offentlige chefer. Og på Frederiksberg har et flertal valgt at afskedige en af landets dygtigste kommunale ledere. DJØF anklager det pæne Frederiksberg for magtfordrejning. Det er naturligvis en alvorlig anklage. For borgerne kan afskedigelsen ikke undgå at betyde velfærdsforringelser. De samlede omkostninger til denne sag er svimlende – allerede på nuværende tidspunkt er der anvendt mere end 1 mio. kr. til advokat og rådgivere, hertil kommer mere end 1 mio. til løn til den afskedigede direktør, siden hun blev fritstillet. Endeligt har kommunen ikke villet skønne de interne omkostninger i administrationen, men de kan jo næppe være mindre end de eksterne. Alt det skal ses i lyset af, at Frederiksberg Kommune i 2010 kæmpede med et underskud på mere end 70 millioner kr. Og nu har vi – herunder SF forhandlet et nyt budget, der stiller krav om nye store besparelser.
Man bliver helt træt. Men der er da også små lys glimt i alt mørket. Lad mig starte ved folkeskolen:
En ambitiøs og inkluderende folkeskole
Folkeskolerne på Frederiksberg var et af SF’s fokusområder ved dette års budgetforhandlinger. Folkeskolelærerne på Frederiksberg var i foråret på barrikaderne for at udtrykke deres bekymring for bl.a. kapacitetspresset på skolerne – og der er naturligvis også grund til bekymring og ekstra fokus når vi vælger at sammenlægge institutioner – som vi også gør med dette budget. Børnefamilierne får flere små børn og børnene vokser fra små børn til større børn til skolebørn. Det er ingen nyhed. Men en realitet, som lærere og pædagoger på Frederiksberg kender alt til. SF har kæmpet en brav kamp for at sætte folkeskolerne i fokus. Vi er både glade og stolte over, at der med dette forlig er en fælles forståelse af, at det stigende børnetal gør det nødvendigt at udvide og modernisere folkeskolerne på Frederiksberg. Med budget 2011 er der afsat 150 mio. til udvidet skolekapacitet. Midler der specifikt er øremærket etablering af en ny folkeskole på Frederiksberg samt modernisering og ombygning på de eksisterende skoler. En prioritering, som gør det muligt stadig at have store politiske og faglige ambitioner for vore folkeskoler. Folkeskolen skal ikke alene have ambitionerne for vore fremtidige generationer. Der skal også være rum til en styrkelse af indsatsen for elever med specielle undervisningsbehov. Også de børn som har helt specielle forudsætninger. I folkeskolen på Frederiksberg skal ingen tabes fordi de er specielt intelligente eller fordi de har brug for ekstra støtte til lektierne. Vi skal møde børnene i øjenhøjde og hverken tale op eller ned til dem. Med dette års sparebudget har det bestemt ikke været nemt. Og der er også grund til øget fokus når vi f.eks. vælger at sammenlægge specialskoler. Vejen frem er en fortsat faglig dialog med de berørte parter og de faglige ansvarlige. Den dialog er vi garant for i SF.
Fra Teknik og Miljø – til By og Miljø
Jeg synes vi på Frederiksberg har udviklet vores miljøpolitik i positiv retning. Den er blevet mere synlig – og vi går nu efter at implementere incitamentsstrukturer der fremmer miljøhensyn. Økonomi og Miljø hænger sammen. Det er så vigtigt at vi tænker på dette i forhold til vore skoler, vore idrætsanlæg og kommunens ejendomme generelt.
Frederiksberg kommune er blevet Fairtrade kommune. Vi kunne også blive en ægte miljø kommune f.eks. ved at etablere eget Miljøpunkt – og fremme muligheden for at borgere både kunne få information og en dialog om miljø, klima og energitiltag her. Tilgengæld har vi et utroligt velfungerende Økologisk Inspirationshus – kun et stenkast herfra. SF har været med til at sikre en bedre finansiering til stedet. Det er små skridt – og samtidig store når det måles i de indsatser Det Økologiske Inspirations Hus har leveret til vore børn. Med økologi i børnehøjde for skolebørnene er der stadig håb forude.
På trafikområdet er der grund til glæde. Af forligsteksten fremgår det f.eks., at et af de mindre trafiksikre steder bliver beriget med endnu en cykelsti. Til gavn for kommunens CO2 regnskab og forældre der ikke længere behøver at være utrygge når de sender poderne af sted til skole og fritidsaktiviteter eller hvad det måtte være. Vi har længe arbejdet med at fremme cykling på Frederiksberg (og vi er jo faktisk en af de mest cyklende kommuner i landet, så lad os sætte fingeren et andet sted!
Mange klimabevidste borgere vil gerne investere i en elbil men ofte bliver de forhindret af opladningsproblematikken. Sådan en lille Think eller en blærerøvs-Tesla er jo utroligt flotte men ikke meget værd, hvis man ikke har et sted at oplade bilen. I SF ser vi frem til at få rettet op på dette med dette budget.
Indsatser for Det andet Frederiksberg
Det er sket meget siden jeg begyndte fortællingen om det andet Frederiksberg. Ikke det delte men det andet Frederiksberg. Det Frederiksberg, hvor der også er skæve eksistenser, hjemløse og sociale historier og en tung arv. Jeg er glad for, at vi i løbet af det sidste år har fået en hjemløsestrategi. Med en egentlig strategi er det lettere at sætte fingrene på det sted som gør en ekstra indsats – som f.eks. Flinten der med SF’s opbakning blev støttet ved disse budgetforhandlinger. Det andet Frederiksberg omfatter også alle de børn – hvis forældre ikke har råd til et fritidstilbud til poderne. Fritidspasset til økonomisk dårligt stillede forældre er en god mulighed. Jeg er helt sikkert, at mange frivillige i Mødrehjælpen kan pege på en kø af potentielle modtagere. En halv times svømmeundervisning i Frederiksberg svømmehal koster i dag 1700kr for 9 måneder. Ikke mærkeligt, at det kan være svært at finde penge til med en kontanthjælp, starthjælp eller SU.
Jeg har valgt at fokusere på de små solglimt i dette forlig.
Jeg kunne også have valgt at fortælle hvor meget bedre velfærd man kunne have fået på børneområdet eller hvor meget bedre ældreservice man kunne have fået for de konsulenttimer der pt. er brugt på at fyre en af landets dygtigste kommunale topledere.
Det gjorde jeg ikke. Men regnestykket er interessant!
- SF’s Budgettale – Budgettet-2010
Forandring på Frederiksberg – SF fodaftryk på budgetforliget Fair forandring? Under et vil kommuneskatterne blive holdt i ro og regionerne vil ikke få skatteudskrivningsret, sådan hedder det i Fair forandring – udspillet... - Skolemad – et SF resultat og en vision
Glade børn er mætte børn. Mætte børn lærer bedre – derfor er det positivt, at der – med dette budget – er afsat midler til madordninger i vore daginstitutioner og nedsættelse af... - Enhedslisten mangler politisk mod
Politisk mod har aldrig været kendetegnende for Enhedslisten. I hvert fald ikke lokalt på Frederiksberg. Det alternative budget som Enhedslistens spidskandidat, Thyge Enevoldsen lancerede ved 2 behandlingen af kommunens budget viser med... - Chance for at bryde det konservative magtmonopol
For første gang nogensinde ser det ud til, at der er chance for at få brudt det konservative magtmonopol på Frederiksberg. Men det kræver, at der både skabes et bredt valgforbund op... - Tale ved SF’s forårsdemonstration Frederiksberg Rådhus Plads 15.maj 2010
Kære Frederiksberg! Lad mig begynde med en kort status: 150.000 arbejdspladser er på kort tid udryddet i Danmark. I stedet for investeringer i grøn omstilling og velfærd har en ansvarsløs regering igennem...




